Menton

Menton er både en levende sommerby og et traditionelt vinterferiested på grund af sit milde klima. Selvom der kan være frost og sne i den vestlige del af Provence og i bjergene bagved, kender man næsten aldrig til egentlig vinter i Menton.

Menton er beskyttet mod nordenvinden af høje bjerge på tre sider og ligger således i en lun slugt. Vinteren er derfor mildere her end langs Rivieraen i øvrigt, mens sommeren sjældent er alt for varm. Byen har 30.000 indbyggere og er en blanding af nyt og gammelt.

Menton ligger 12 km fra Monaco og 35 km fra Nice. Der er 300 m. til den italienske grænse og 7 km til grænsebyen Ventigmila. Der er mange børnevenlige strande og masser af muligheder for indkøb og aktiviteter, fx. med udflugter op i bjergene langs kysten eller om vinteren alpint skiløb efter en times kørsel.

Der er to lystbådehavne, et utal af festivaler og kulturelle arrangementer og rigtigt mange restauranter. Den gamle bydel er en del af det omliggende bjerglandskab, som er dækket af træer eller dyrket i terrasser med citrontæer, palmer og oliventræer.

Læs mere her: Menton.fr